Indkøbsvaner er forskellige hos os mennesker – ikke bare forskellige mennesker imellem, men også forskellige hos den enkelte, hvis man betragter dem over et helt liv.

Da jeg var yngre og hade hjemmeboende børn var det helt naturligt, at alle indkøb blev foretaget i supermarkedet. Det sparer tid, og hvis begge de voksne i en familie har job på fuld tid, og nogle børn skal passes med madpakker, kørsel til fritidsaktiviteter og så videre, så er tid i de fleste familier en mangelvare.

Når man så er blevet noget ældre, og børnene er flyttet hjemmefra, så er der automatisk mere tid til rådighed, og noget af den ekstra tid bliver af mange brugt til at sætte lidt mere tid af til indkøb.

Det gælder i hvert fald for mig. Jeg nyder at købe kød hos en slagter, hvor man kan få en snak om varerne og endda få særbehandling, hvis man har specielle ønsker til en udskæring eller andet. Samtidig er det min oplevelse, at man får bedre kvalitet hos den rigtige slagter – især når det gælder pålæg. I supermarkedet må man nøjes med fabriksfremstillet pålæg, mens den rigtige slagter disker op med hjemmelavet pålæg, der normalt ikke er pumpet op med vand, som det ofte er tilfældet med fabriksfremstillet hamburgerryg eller andet.

Bevares, helt undgå supermarkedet kan man jo ikke, for den gammeldags købmand med personlig betjening eksisterer ikke ret mange steder mere. Så når der skal købes mel, sukker og så videre, er man jo tvunget til en tur i supermarkedet.